Kroppen er en helhed
Osteopatien er et effektivt, sikkert og naturligt diagnose- og behandlingssystem, som søger at genskabe kroppens naturlige balance. Udgangspunktet er at betragte mennesket som en helhed, hvor kroppen ses som et sammenhængende organ.
Det er vigtigt at finde årsagen til smerterne
Det er osteopatens opgave at benytte sin anatomiske viden til at finde ud af, hvor årsagen til problemet ligger og behandle denne. Dette gøres ved at identificere ubalancer mellem knogler, muskler, bindevæv, indre organer, nervesystem og kredsløb.
Ofte ligger årsagen til en smerte eller et symptom et andet sted, end der hvor smerten eller symptomet opleves.
Manuel behandling
Osteopati kaldes også manuel medicin, fordi osteopaten bruger sine hænder til at undersøge og lindre smerter og fjerne de blokeringer, der forstyrrer din krop og nedsætter din bevægelighed.
Osteopati bygger på en holistisk tankegang. Som patient bliver du undersøgt og behandlet som en hel person. Osteopatien er udviklet gennem et præcist kendskab til kroppen, dens funktioner og de bagvedliggende mekanismer.
Kroppen har en selvhelende mekanisme
Kroppen er, under normale omstændigheder, i stand til at håndtere de fleste former for sygdom og stress. Osteopatens opgave er at genoprette kroppens normale funktioner og balancen mellem kroppens forskellige systemer, dette vil føre til et godt helbred
Historie
Osteopati er en medicinsk videnskab som blev udviklet i 1870’erne af en amerikansk læge, Andrew Taylor Still.
Osteopati som profession
I dag er osteopati en anerkendt profession. I Europa har 15 lande statsautoriseret uddannelsen og flere er på vej. I Danmark er der omkring 200 osteopater. Danske osteopater har arbejdet ihærdigt på at opnå autorisation i Danmark. Folketinget vedtog i maj 2018 at Osteopati er en autoriseret sundhedsprofession med virkning fra 1.7.2018.
Cranial osteopati
Cranial osteopati er udviklet af Dr William Sutherland. Denne behandlingsmetode kaldes også for kranio-sakral-terapi, når den udøves af andre end osteopater.